Min længe ventede fridag blev knap så farverig, som jeg havde håbet på. Sådan er det, når hverdagen (læs: syge børn og huslige pligter) kommer i vejen.

Lidt fik jeg dog op af gryden – og noget kom også ned igen. Som jeg fortalte i går, havde jeg lagt noget lækker uld/silke garn i kraprodssuppen og ladet den trække til i dag. Den fik en genopvarmning, og jeg puttede også lidt ekstra kraprod i, da jeg ikke synes, det havde fået helt farve nok første gang jeg kiggede til det. Jeg fyldte også lidt ekstra i gryden i morges, da jeg jo har bejdset så meget garn, og gerne vil i gang med at lege med det.

Jeg gik lidt til og fra gryden indimellem mine andre ærinder – og skruede lidt op for varmen når jeg var hjemme og lod det køle af, når jeg var ude. I løbet af eftermiddagen hev jeg de første to fed op. De havde fået en flot rød og ret jævn farve. Senere tog jeg de to fed op, som havde ligget længst. De er blevet lidt mere ujævne i farven – nogen steder meget mørkerøde og andre steder nærmest laksefarvede. Jeg kan jo rigtig godt lide melerede garner og farveskifte garn, og de er altså blevet rigtig flotte, synes jeg.

Jeg ville også prøve at eksperimentere lidt med noget af det strømpegarn jeg farvede gult med tørret gyldenris i sidste uge. Jeg havde en idé om at sno dem stramt sammen og putte dem i, for at få store farveforskelle. Da jeg hev dem op for at kigge til dem, var farveforskellen dog så stor og ujævn – fra helt lys gul til lys orange og hen mod laks, og da jeg slet ikke synes, det var blevet pænt, viklede jeg dem ud, og puttede endnu lidt ekstra kraprod i gryden- Nu får de så lov at ligge natten over sammen med et DK-vægt uld/silke fed.