bejdsning,  Plantefarve,  webshop

Figenblade og skvalderkål

Der er ikke meget sommer i luften for tiden, men jeg er da nået så meget i ferie-mode, at jeg fuldstændig havde glemt, at det er lørdag i dag. Vi er lige kommet hjem fra en uge med svigerforældrene i sommerhus ved Reersø på Vestsjælland, så jeg har igen ikke nået at farve så meget.

 

Nu er vi hjemme, og jeg har lige plukket en bunke nye skvalderkål, som var dukket frem under gyngestativet. Jeg har farvet med skvalderkål tidligere på året, og det gav en fin farve, så det håber jeg også dette gør. Jeg har først givet det et opkog uden garn i og da det havde kølet lidt ned, kom jeg to fed af min nye lækre 100% merino i.

farvegryde skvalderkål
Skvalderkål i farvegryden.


Farvning med figenblade

Lige inden vi tog af sted i sommerhus i sidste weekend, nåede jeg alligevel at lege lidt både med rabarberblade og med afklip fra vores figentræ. Jeg synes det er så fint, at jeg har svært ved at klippe det ned, men da det begyndte at gå ind foran vores terrassedør, blev jeg jo nødt til det. Og så måtte bladene altså i gryden. Jeg har ikke kunnet finde ret mange oplysninger om farvning med figenblade på nettet – og da slet ikke i mine farvebøger. Så det er ikke sikkert at det er verdens mest holdbare farve, der kommer ud af det. Men flot er den i hvert fald. Min store søn udbrød: “Det er jo guld”, da det kom op af gryden. Og det har han på en måde lidt ret i:

plantefarvning figenblade
Der kom GULD op af gryden, da jeg havde farvet med figenblade.

Det øsregnede med jævne mellemrum i sidste weekend, hvor jeg farvede det. Men jeg fik da lige garnet ud at hænge engang imellem og så løb jeg ud og hev det ind, så snart det begyndte at dryppe. Det var derfor stadig vådt, da vi tog af sted på tur, men da jeg kom hjem i dag, var det hele selvfølgelig tørt. Rabarbergarnet er lige lagt på shoppen: lys gul merino
Figengarnet er jeg lidt usikker på, så det får lige en lille sol-test inden jeg sætter det til salg. Jeg vil jo nødig sælge noget garn, som mister den fine farve med det samme igen.