Der har været lidt radiotavshed på det seneste, men nu er jeg ved at være klar til at lægge billeder op af den lækre norske uld jeg har købt en hel masse af. Den stammer fra en norsk fabrik som hedder Hillesvåg Ullvarefabrik og jeg har den i to tykkelser en to-trådet i sportsvægt (315 m/100 gram) og en tre-trådet i worsted-vægt (210 m/100 gram). 

Garnet er lækker blød uld og jeg har farvet dem i portioner af 100-500 gram i løbet af hele sommeren – nogle af jer vil indimellem have set billeder af en del af dem på instagram. 

De to-trådede ser således ud

Og de tre-trådede ser sådan her ud:

Jeg har stadig 5-10 ufarvede fed tilbage i hver tykkelse. Måske sætter jeg dem på, så man kan købe en neutral til en mønstersweater, men det kan også være at jeg farver dem på et tidspunkt. Det må tiden vise. Planen er at sætte dem på hjemmesiden til 95 kr pr fed og 5 for 400 kr – det er nemt ved mobilepay, men knap så nemt lige at sætte op i webshoppen. Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan det være jeg laver en kuponkode til hele webshoppen i en afgrænset periode – det ved i hvert fald hvordan man gør. :mrgreen: I er også meget velkomne til at skrive til mig, hvis der er noget af I meget gerne vil have fingre i. Garnet er rigtig godt til lækre mønstersweatre, huer, vanter, o.lignende.  til de kommende køligere sæsoner. 

Jeg har ikke fået taget enkeltbilleder af det tretrådede garn endnu, men de andre kan ses på min instagramprofil – mit brugernavn er ankajo. 

Farvelære: gul+blå=lilla?

I går var der en, der spurgte mig, om jeg har prøvet at overfarve gyldenris med blåtræ. Jeg har farvet meget med begge dele – og lavet en del andre overfarvninger, men ikke lige dén kombination. Jeg havde lige haft en blåtræsuppe i gang, og den var stort set kølet ned og klar til genbrug da hun skrev. Så jeg tog tre fed lys gul (fra 3. bad i gyldenrisgryden) og lagde i blåtræsuppen. Her til morgen kom den op igen, og den har stort set samme farve som den lilla jeg farvede dagen før på ufarvet uld (det der hænger på den midterste tørrepind på billedet herunder). Måske bliver det anderledes, hvis udgangspunktet er mere kraftig gul eller blåtræsuppen mindre kraftig. Plantefarvningsverdenen er nu engang lidt magisk. ☺