strik,  webshop

Nyt fra hjemmefarveriet

Det er ALT for længe siden jeg har fået skrevet blogindlæg sidst, og der er heller ikke sket det store i hjemmefarveriet. Jeg har bejdset noget garn og min kære mand har samlet løgskaller i store mængder hele vinteren. Haven er fyldt med lækre planter, så der er faktisk ingen undskyldninger for ikke at få farvet.

Meeeen engang imellem kommer virkeligheden jo altså bare i vejen. Og heldigvis på den gode måde. Jeg er nemlig gravid og venter en lille pige her til juli. Med to aktive drenge og fuldtidsarbejde, har der derfor ikke været meget overskud til plantefarvning og webshop. Nu er jeg endelig gået på barsel, og forhåbentlig får jeg snart overskud til at få farvet lidt igen – alt er jo som sagt klar til det.

Trods den ringe aktivitet fra min side det seneste stykke tid, er der alligevel tikket ordrer, forespørgsler og andre henvendelser ind på webshoppen med jævne mellemrum. Og det er jeg SÅ glad og taknemmelig for!

I dag har jeg således klargjort to bestillinger mens min yngste søn var i børnehave en times tid (han er lige startet i går).

Inden jeg gik i gang med at skrive, læste jeg lige mit seneste blogindlæg igennem. Jeg skrev bl.a. at jeg var i gang med en Hrađi-trøje fra bogen Islandsk strik. Den er selvfølgelig for længst blevet færdig.

Jeg har bl.a også strikket en fin dansenederdel til min søde niece på tre år. Den er lavet i det lækre flamingofarvede uld-silke (farvet med kraprod). Bindebånd et på billedet er kraftigt gult farvet med gyldenris, men jeg endte med at bytte det ud med det padderok-farvede gyldenbrune, som kan ses i fed ved siden af nederdelen.

Det er selvfølgelig også blevet til en masse babystrik. Både i mit eget plantefarvede garn, men også i forskellige garner fra mit bugnende lager. Det viser jeg frem ved en senere lejlighed. 

Dette indlæg var blot for at sige TAK til de, som har støttet min shop, selv om der har været stille omkring den. Og selvfølgelig for at sige, at jeg stadig er her, og at der forhåbentlig også snart kommer nyt fra min hånd.

God sommer allesammen ?

En kommentar

  • Amalie

    Juliane er SÅ glad for nederdelen, hun ville gerne have haft den på i dag så du kunne se hende være fin. Desværre blev moren nærvøs for vådt græs, is, kage og manglende toiletbesøg.