Garn,  strik,  webshop

Solen skal da udnyttes til garnfarvning

Denne helt usædvanlige varme maj har for mit vedkommende budt på to skønne sommerhusture med hhv. familie og venner. Indimellem skulle der pakkes ud, vaskes og pakkes igen, så jeg har ikke fået leget ret meget med garn de seneste uger.

Min dahliatrøje fra bogen Egostrik af Lene Holme Samsøe er dog så godt som færdig. Jeg mangler i skrivende stund kun ribkanten på det ene ærme – og så at få den skyllet op. Jeg tror, den bliver et hit, når temperaturen falder lidt igen, og det er virkelig længe siden jeg har strikket til mig selv, så det føles tiltrængt. De af jer der følger mig på Instagram har set den dér, men den tåler vel en gentagelse. Jeg strikker den i mit nye lækre og bløde lammeuld, som løber 350 meter/100 gram. Jeg ender med at bruge lige knap 400 gram til trøjen, og den er strikket på pind 3,75 og 3 (rib). Farven er blomme (1.bad cochenille).

Dahliatrøje i naturfarvet lammeuld
Dahliatrøje i naturfarvet lammeuld

Solfarvning sat i gang

I dag har min mellemstemus været syg, og hjemme fra børnehave, telefonen har kimet, og en masse andre ting. Der har derfor ikke været tid til noget arbejdstungt plantefarvning. Men i det skønne solskinsvejr kom jeg pludselig i tanker om, at det er meget længe siden jeg har solfarvet. Jeg fandt et par store henkogningsglas frem, lagde valnødddeskaller i blød, garn i og så en lille smule kraprod på toppen – bare for sjov… for at se om det kunne blive tofarvet på den måde. Nu står det så i solen og hygger sig. Jeg skal nok følge op med billeder her og/eller på Instagram (ankajo).

Solfarvning af garn
Solfarvning af garn

De nye EU-retningslinjer

De nye EU-regler for opbevaring af data, mv. gælder selvfølgelig også her. Man kan til hver en tid til- og afmelde sig mit nyhedsbrev, og jeg opbevarer ikke kundeoplysninger eller andet udover det som købeloven foreskriver. Du kan altid kontakte mig, hvis du er i tvivl om hvilke oplysninger, jeg har liggende om dig, og hvis du ønsker det slettet. For de fleste drejer det sig kun om navn og e-mail og jeg bruger det kun til at sende nyhedsbreve/blogindlæg ud.

Kommentarer lukket til Solen skal da udnyttes til garnfarvning