tofarvet plantefarvet garn
Tofarvet garn, bejdset med alun, plantefarvet med kraprod og blåtræ, herefter overfarvet med skvalderkål.

De sidste par dage har jeg udnyttet de skvalderkål, jeg har i haven til plantefarvning – det er heldigvis ikke så meget, men væk skal ukrudtet jo helst, og hvis det så endda kan gøre nytte samtidig, er det jo bare helt fantastisk. Som jeg skrev i sidste indlæg, har jeg læst, at det skulle kunne give en blågrøn farve.

Jeg startede med at lægge halvdelen af det sidste hold garn fra krap-blåtrægryden. Det fik en fin brun-grøn farve ovenpå den lilla og de to støvede farver klæder hinanden rigtigt godt. Garnet er nu sat til salg i min shop sammen med det andet tofarvede garn, jeg lavede forleden. Jeg har godt nok rigtig meget lyst til at strikke af det, men jeg har flere projekter, som ligger og venter, så jeg bliver nødt til at prøve at styre mig. 🙂

 

Skvalderkål på hvidt og gråt garn

Men jeg skulle jo

Angoragarn farvet med skvalderkål
Det grå angora-uld garn (forrest) fik en smuk grågrøn farve af skvalderkålsuppen, mens det hvide har er blevet kraftig gulgrønt. Alle fire fed er bejdset med alun.

også se, hvordan skvalderkålene ville tage sig ud på helt hvidt garn. Jeg købte noget fantastisk lækkert angora-uld garn da jeg var på Nyord i påsken. To fed hvid og to fed grå. Dem fik jeg bejdset og først kom det hvide garn i en gryde HELT fyldt med skvalderkål.

Resultatet blev den smukkeste gulgrønne farve – slet ikke i nærheden af det blågrønne, jeg jo ellers havde læst mig til, men det kan være der skal anden bejdsning end alun til for at få det frem. Under alle omstændigheder er jeg godt tilfreds.

I går kom så det grå garn i samme gryde, og da jeg trak det op i dag, synes jeg slet ikke det så ud til at have taget nogen farve. Men da det så havde hængt lidt på tørrepinden, kunne jeg pludselig se, at det har fået en helt fantastisk grågrøn farve. Jeg vil helt klart prøve at plantefarve på naturligt gråt garn igen!

 

I skal selvfølgelig også lige have en update på avocado-eksperimentet
De to glas med hhv. avocadosten og -skaller har nu stået i min vindueskarm og trukket i over en uge. Jeg synes ikke farven har ændret sig synderligt, men den er god kraftig orange – stenene har en lidt lysere nuance end skallerne. I dag var farvegryden tom (ja, jeg har kun én!). Så jeg besluttede mig for at give dem et opkog hver, for at undgå mugdannelse. Det lugtede ikke særlig godt, må jeg indrømme, og jeg tror snart jeg vil farve med dem, for hvis lugten bliver meget værre når jeg farver med det, flytter familien da bare hjemmefra. Begge farver er blevet noget mere grumsede efter opkoget, og jeg er lidt spændt på, hvordan de ser ud i morgen.