Plantefarve

Sommergarn og ondt i armen

De sidste par dage har det været dejligt lunt og solskinsvejr, så jeg synes, det er på tide at få noget lækkert sommergarn på shoppen.

Jeg har farvet forskellige farver på et lækkert garn, som er en blanding af merino, hør og silke. Det er tyndt (1000m/100 gram), så det kan med fordel lægges dobbelt eller bruges som følgetråd.

Merinoen gør garnet blødt og blandingen af hør og silke gør det utroligt slidstærkt, selv om det er tyndt. Det vil uden tvivl gøre sig rigtig godt til lette sommertoppe, t-shirts og den slags, som vi nok alle ser frem til snart at kunne hoppe i.

Garnet er kommet i store bundter, som jeg har vundet (læs: stadig er i gang med at vinde) op til 100 grams nøgler på mit krydsnøgleapparat. Den lange løbelængde på garnet kræver, at jeg skal dreje mange mange MANGE gange på det lille plastichåndtag – og det er virkelig hårdt. Så jeg må tage mange pauser undervejs. Men det giver gode muller – siger min mand… det er nok ikke af ham, jeg skal ønske mig et elektrisk! 😉

Men heldigvis bliver garnet bare så flot og lige til at gå i gang med for alle jer der når at få fingre i det! Det er vundet op, så man med lidt forsigtighed kan strikke med en tråd fra midten og en udefra samtidig, så man kan altså strikke dobbelt med bare ét enkelt nøgle.

Mosgrøn, høstgul og nøddebrun sommergarn

Jeg har lagt tre smukke støvede farver på shoppen allerede – klik her for at se dem. Flere er på vej – når mine ømme muller tillader det.

Tre smukke støvede nuancer af mit nye sommergarn.

Der er også mere solfarvet garn på vej. Find det der allerede ligger på siden her.

Smukke solfarvede garner hænger til tørre

Jeg håber, I glæder jer ligeså meget til sommeren som mig, og at I vil tage godt imod det nye garn.

Kommentarer lukket til Sommergarn og ondt i armen