Uncategorized

Egebladene er færdige

Efter min succes med stadig at farve med gyldenris, selv om de er halvvisne, ville jeg prøve at overføre til egeblade. 

Der er en masse flotte egetræer i mit kvarter, og jeg har høstet blade fra det tidligere på sæsonen med flotte sartgrønne og grågrønne farver som resultat. Jeg havde godt nok læst at de senest skulle høstes i august, men med denne her sensommer vi har haft, og da træerne stadig er fyldt med grønne blade, tænkte jeg, at der muligvis også  stadig var farve i dem.

Jeg fyldte så mange i gryden, som der overhovedet var plads til – og fyldte efter da de første var sunket sammen for at få så kraftig en farvesuppe som muligt.

Jeg lagde det sidste af min ufarvede to-trådede norske uld i, og varmede det godt op to gange – med en natteafkøling imellem. 

Resultatet blev slet ikke som ventet, men garnet blev alligevel rigtig smukt. En fin varm guldlok -farve. Fotograferet (og tørret) indenfor fordi det øsregnede den dag. Men jeg må nok konstatere at egebladene er færdige med at farve for i år.

Kommentarer lukket til Egebladene er færdige