Så mange planter – så lidt tid
Der er så mange planter, som jeg gerne vil samle og farve med lige nu. Både planter jeg farvet med før, og nogle som jeg ikke har prøvet. Men det er godt nok svært at nå det hele.
For en lille uge siden gik vi en lille familieaftentur, og her fik jeg samlet rejnfan, perikon og frøstande fra kruset skræppe. Dem har jeg længe gerne ville farve med, og vi kom lige forbi et sted hvor de alle var.
Det første, der kom i farvegryden var perikon – som også går under navnet perikum eller Johannesurt. De er næsten færdige,men jeg nåede da at finde nogle der stadig blomstrede. I første omgang brugte jeg kun blomsterne, og lagde et fed garn i vandet. Det fik en sjov grønbrun farve med en snært af rødligt skær. Jeg lagde et fed merr ned til det, og dagen efter lagde jeg de afklippede stængler og blade i. Det sidste fed der kom i var stadig brunligt,men fik et meget rødligt skær, som desværre aftog noget efterhånden som det tørrede.
Næste plante i gryden blev rejnfan. Den haved jeg ikke prøvet før, men den skulle give fantastiske og meget holdbare kraftigt gule farver. Gryden duftede fantastisk! Ingen brok fra familien denne gang. 🙂
Jeg lagde et fed uld-silke og to fed grå uld-silke af en anden slags i gryden og varmede det op ad flere omgange. Resultatet blev så godt! Det gule har fået så mange smukke meleringer og det grå har fået en super flot græsgrøn farve. Det er ikke helt tørt endnu, men jeg glæder mig til det er.
Nu har jeg så lagt frøstandene i gryden. Jeg havde ikke samlet så mange, så jeg har bare lagt et enkelt fed i gryden til det, og så er jeg spændt på at se resultatet i morgen.
Alle de tre planter jeg fik samlet, er jo klassiske farveplanter, og de skal helt sikkert i gryden igen – hvis jeg ikke når det i år, må det blive næste år.
Solfarvningsglas
Da min gryde er travlt optaget, og jeg stadig finder umodne valnødder, som jo nødig skulle gå til spilde, har jeg igen sat gang i et solfarvningsglas. Der er ikke meget sol for tiden, så jeg ved ikke h or meget det bliver til, men ellers ryger det i gryden, når jeg er færdig med de igangværende projekter. Min gyldenris blomstrer også nu, og den vil jeg også gerne lave nogle lækre gule farver med. Den dufter også skønt mens den er over – som te.