Egebladene er færdige
Efter min succes med stadig at farve med gyldenris, selv om de er halvvisne, ville jeg prøve at overføre til egeblade.
Der er en masse flotte egetræer i mit kvarter, og jeg har høstet blade fra det tidligere på sæsonen med flotte sartgrønne og grågrønne farver som resultat. Jeg havde godt nok læst at de senest skulle høstes i august, men med denne her sensommer vi har haft, og da træerne stadig er fyldt med grønne blade, tænkte jeg, at der muligvis også stadig var farve i dem.
Jeg fyldte så mange i gryden, som der overhovedet var plads til – og fyldte efter da de første var sunket sammen for at få så kraftig en farvesuppe som muligt.
Jeg lagde det sidste af min ufarvede to-trådede norske uld i, og varmede det godt op to gange – med en natteafkøling imellem.
Resultatet blev slet ikke som ventet, men garnet blev alligevel rigtig smukt. En fin varm guldlok -farve. Fotograferet (og tørret) indenfor fordi det øsregnede den dag. Men jeg må nok konstatere at egebladene er færdige med at farve for i år.

