Solfarvning og sommer
Hvor er det bare skønt med sommer! Jeg er lige kommet hjem fra arbejde, og der er 26,9 grader i stuen og 26,5 på terrassen. Det er da fantastisk.
Jeg har ikke nået så forfærdeligt meget farvning siden sidst, men jeg har taget de to fed uld-silke op af glassene med tulipanbladene, og de er blevet SÅ flotte! For et par uger siden da mine tulipaner var ved at være trætte (lige inden bladene faldt af), samlede jeg dem sammen og lagde dem i patentglas til solfarvning. Jeg har gået og vendt dem en gang eller to om dagen og tilføjet lidt ekstra blade indimellem efterhånden som tulipanerne blomstrede af – jeg skulle jo lige nyde dem i haven først!
Men på min fridag i går kunne jeg altså ikke vente længere, så efter de havde fået lov at stå hele dagen i solen, tog jeg dem op sidst på eftermiddagen. Garnet var ret varmt – varmere end jeg havde regnet med. Og resultatet var bare helt fantastisk. Det er helt klart noget jeg skal prøve igen. Hvor holdbare farverne så er, ved jeg af gode grunde ikke endnu, men her kommer lige en billedserie fra start til slut af solfarvningsprojektet:
Gul gul gul
Jeg er kom helt i sommerstemning af den smukke gule farve fra tulipanerne, og besluttede mig for at farve mere gul. Så jeg plukkede en masse gyldenris i haven og satte gryden over. Det kom der disse smukke farver ud af (og ja, jeg har allerede sat en gryde mere over):