Egefarvning og blade på glas
Der har ikke været så meget tid eller overskud til at lege med garn og planter i denne uge. Men nu er der kun to uger til sommerferien, så kan det være, der sker lidt mere. ☺
Jeg har farvet med egeblade, og blev i første omgang lidt skuffet over resultatet. En uklar gul. Men jeg fik læst lidt op på det i mine farvebøger og konsulteret instagram og fandt frem til at det var værd at prøve en efterbehandling med jernvitrol. Det var dét bestemt også. Den kedelige gule blev til en smuk lys grøn. Jeg har en portion mere i gryden nu – med ekstra egeblade i, for det blev da bare rigtig fint!
Garnet jeg farvede på er en lækker tyk ren norsk uld, som jeg har købt en del af og farver på lidt indimellem. Jeg har planer om at gemme den til efteråret, da den vil være perfekt til nogle gode uldne sweatre. Men nu må vi se, planer er jo til at lave om.:)
Endnu en omgang solfarvning
Foran vores hus står lige nu de smukkeste orange roser og byder os velkommen når vi kommer hjem. Lige ved siden af står en lille flok pæoner. Det er bare SÅ fint lige nu.
Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, opdagede jeg at de selvfølgelig “fælder” lidt. Og det skal da udnyttes. Så jeg fik samlet en masse af de dejlige nedfaldsblade og har igen sat to glas over med et fed garn i hver til solfarvning. Jeg regner med at de bliver gule, og det er også ok. Hvis de bliver andet er det selvfølgelig spændende. Og så pynter de altså bare godt i stuen sålænge. 🙂